☞ Hvem er du: Type 1, 2 eller 3?

 

Når jeg holder workshops, oplever jeg, der er tre typer, som deltager.

Jo jo, det er en kende generaliserende. Jeg ved det. Men prøv alligevel at læse med. For du kan sandsynligvis genkende noget af dig selv i én eller flere af de tre deltagertyper:

Type 1: Klokkestrengen
Du hænger konstant i en klokkestreng, og du er godt træt af det! Du har sandsynligvis følelsen af, at du hele tiden er ti skridt bagud. Uanset hvor stærkt du løber. Du savner overblik – og overskud. På jobbet, derhjemme og til dig selv.

Dig møder jeg mange af. Alarmerende mange. Hvor slemt du oplever presset i din hverdag kan være forskelligt. Måske har du en let frustration. Måske føler du, at du er ved at bukke under. Men uanset hvad, så er du klar til, at der skal ske noget nyt – og derfor kommer du til mig.

Type 2: Den avancerede
Det kører egentlig meget godt for dig. Du har sikkert allerede nogle teknikker og værktøjer, som du bruger i din hverdag, og som fungerer for dig. Og så alligevel ikke helt. Du har sandsynligvis læst minimum to-tre bøger om personlig effektivitet, men du er stadig på udkig efter noget, som vil fungere endnu bedre for dig.

Det her er typen, som om morgenen på workshoppen kan møde mig med et fast håndtryk og ét “Jeg er noget spændt på, om du kan lære mig noget nyt, for jeg synes egentlig, jeg har meget godt styr på det“. Og som til formiddagspausen begejstret hiver mig til side og siger “Det kommer godt nok bag på mig, hvor meget nyt jeg allerede har lært. Det må jeg sige. Og vi er ikke en gang halvvejs endnu. Det er jo vildt godt, det her!“.

Type 3: Den livserfarne
Du har været nede med stress. Enten én eller flere gange. Du har prøvet at være sygemeldt med stress eller lige på nippet. Du har mærket de grimme konsekvenser af stress. Både de fysiske og psykiske. Og du vil aldrig dér ud igen.

Jeg har selv været dér, og jeg ved, hvor vigtig dagen er for dig. Og jeg holder meget af at undervise dig. Du lytter. Du tager noter. Du lærer. Du har ikke mange forbeholde eller undskyldninger. Du suger til dig. Og jeg ved af erfaring, at du går hjem og bruger det, du lærer. For du ved, hvad der sker, hvis du ikke gør.

Kan du genkende dig selv i de tre typer?

Og så er der dem, der falder uden for
Jo jo, der er naturligvis altid nogen, som falder uden for de tre typer. Så firekantet kan de færreste ting sættes op her i livet. Men i store træk rammer det på mange måder meget godt jer, som jeg møder i min hverdag, når jeg underviser.

Og jo, du kan sagtens være lidt af en blanding af to eller tre typer. Det var jeg selv, da jeg for mere end 10 år siden, stødte på begrebet ’personlig effektivitet’. På det tidspunkt var jeg på orlov på grund af stress. Jeg havde stadig mange stresssymptomer… og et stærkt ønske om at skabe en forandring. Et andet liv.

Se her, hvordan vi kan hjælpe dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *