5 stærke tendenser i 2023

 

Godt nytår.
Jeg håber, at du er landet godt i dit dugfriske (arbejds)år.

Jeg spår et arbejdsår, hvor et ekstraordinært stort antal danske arbejdspladser vil ryste arbejdsposen, og gentænke måden de arbejder på.

Her er fem stærke tendenser som vil vokse i 2023:

1) Kollektiv effektivitet
Vi går i højere grad fra mig til vi. I stedet for personlig effektivitet begynder vi at tale om kollektiv effektivitet. I dag må den enkelte i høj grad selv rode rundt i lavinen af afbrydelser, kilometer lange to do-lister, hobevis af mails og meningsløse møder. Men tendensen bliver, at vi begynder at se det som et fælles ansvar, og at vi skal finde en fælles løsning. Ét af de steder vi kan se den tendens er på de arbejdspladser, hvor man har indført kollektiv fordybelse: Et fast tidspunkt på dagen, hvor alle giver hinanden arbejdsro.

2) 4-dages arbejdsuge
Idéen om en 4-dages arbejdsuge vokser. I hele landet. I alle brancher. Ja, i hele verden. Vores arbejdskultur er under massiv udvikling, og selvom en 4-dages arbejdsuge stadig kan virke som utopi for de fleste, kan fænomenet lande på din arbejdsplads, hurtigere end du aner. Og det skal du være glad for. En kortere arbejdsuge reducerer dit stressniveau og gør dig mere produktiv og glad.

3) 5 timers arbejdsdag
Flere nye måder at sammensætte vores arbejdsliv på vil se dagens lys i 2023. Over alt i verden bliver der eksperimenteret som aldrig før. 4-dages arbejdsuge er ét bud på en ny måde at arbejde på. En 5 timers arbejdsdag er en anden. Jeg spår, at vi kommer til at se flere nye modeller – og mange af dem vil handle om at arbejde mindre. Mette Frederiksen er op imod stærke kræfter, når hun vil have os alle til at arbejde mere. Alt peger på, at vi kommer til at arbejde mindre – men bedre.

4) Fordybelse
Fordybelse er fremtidens superkraft. Din evne til at fordybe og koncentrere dig er fuldstændig afgørende for, hvad du er i stand til at skabe. Det vil endnu flere arbejdspladser indse i 2023. Udover at indføre kollektiv fordybelse vil flere give fordybelsen fysisk plads. Storrumskontor vil blive redesignet, så de bliver inddelt i særlige arbejdszoner alt efter om du fx skal samarbejde, tænke kreativt eller fordybe dig i stilhed.

5) Hjernepauser
Som vidensmedarbejder er din hjerne dit vigtigste arbejdsredskab – og din hjerne har brug for pauser. Hjernepauser. Ellers fungerer den ikke (optimalt). I mange år har pausen været sat i skammekrog. Du kan hurtigt blive opfattet som doven eller ineffektiv, hvis du tager en pause. Men i 2023 får pausen endelig lov til at vise sit fulde potentiale. Og især hjernepausen, hvor du giver din hjerne et tiltrængt pusterum og begrænser mængden af bl.a. digitale sanseindtryk, kommer på agendaen. Det bliver legitimt at holde hjernepauser. Vi begynder også at skabe fysiske rum, der understøtter de vigtige hjernepauser. Eller det håber jeg i hvert fald. For det vil gavne energiniveau, humør, stressniveau, kreativitet, produktivitet og virksomhedens bundlinje.

Glæd dig til et spændende år.
Glæd dig til fremtidens arbejdsliv.