5 ting du (sandsynligvis) glemmer, når du laver din huskeliste


Vidste du
… at huskelisten er ét af de mest brugte planlægningsværktøjer i verden?

De fleste mennesker her på kloden har en eller anden form for liste.
På papir. Elektronisk. Oppe i hovedet.

Det gælder sikkert også dig.

Men vidste du så også… at der findes en håndfuld simple principper for, hvordan du laver
en effektiv og stressfri huskeliste?

Sandsynligvis ikke.

Sandheden er nemlig, at ufatteligt mange af os laver lister, der både gør dem stresset og ineffektive.

Der er selvfølgelig ingen, der gør det med vilje.
Ofte ved vi bare ikke bedre.
Ofte har vi bare ikke lært, hvordan vi laver effektive lister.

Måske gælder det også dig?

Men det er på ingen måde ligegyldigt, hvordan du laver din liste.
Der er faktisk fem afgørende ting, du ikke må glemme, når du laver din huskeliste.  

Så lad os kigge på, hvordan du opbygger en effektiv huskeliste. Det er ikke den fulde opskrift, men det er fem vigtige grundprincipper, du med (stor!) fordel kan have i baghovedet, når du laver dine lister:

#1. Få styr på din prioritering

Start med at lave en liste over alle de ting, du skal og vil. Tøm hovedet først. Lav først herefter en prioritering af dine opgaver. Hvad haster? Hvad er vigtigst? Hvad må gøres senere?

#2. Bryd din liste ned
Kig på hver enkelt opgave på din liste og give et hurtigt bud på, hvor lang tid du skal bruge på den. Opgaver der tager mere end en time at lave, bryder du ned i mindre bidder. En effektiv huskeliste består af små, nemme og konkrete opgaver.

#3. Vær realistisk (ja, den kommer vi ikke uden om)
Når du estimerer, så fald ikke i den optimistiske grøft hvor alting tager fem minutter. Det gør de sjældent. Planlæg kun med 60 % af din tid. De sidste 40 % går med uforudsete ting og afbrydelser. Cirka.

#4. Lav en liste for hver ugedag
Det vil sige, at du har en mandagsliste, en tirsdagsliste osv. Mange har lister, der fortsætter i al uendelighed. Men det virker ikke, når du skal planlægge, prioritere og styre den enkelte dag.

#5. Vær specifik

Hvis dine opgaver ikke er klart defineret, er de svære at gå til – og så er det, at vi tyer til overspringshandlinger. Beskriv klart og detaljeret, hvad du skal. Lav små konkrete kommandoer til dig selv, så det er nemt og hurtigt at gå i gang med den næste ting på listen.

Husker du de her fem simple grundprincipper, når du laver din huskeliste, er du rigtig godt på vej til at skabe flere gode lister – og ikke mindst resultater. Uden stress.